Værket Fjordhvirvel består af en spiral af rustfrit stål med trekanter af mundblæst grønt og blåt glas. Disse farver spiller sammen med den omkringliggende fjord. Diameteren øverst i spiralen er 7 meter, hvorefter den bevæger sig ned i en spids, og man vil sikkert kunne genkende formen fra naturfænomener som tornadoer og hvirvelstrømme.
Værket er oplyst indefra, og derfor skabes der efter mørkets frembrud et mønster af farvet lys og skygger i det omkringliggende rum, der måske får én til at tænke på lysrefleksioner i vandoverfladen lige udenfor. Værket og rummet fremstår som et slags fyrtårn i natten. De åbne hvælvinger ud mod fjorden trækker vind, vejr og lys ind i bygningen, så her kan man igen se, hvordan Olafur Eliasson har arbejdet med at ophæve grænsen mellem inde og ude.