Murværket består af 13 forskellige farver af uglaserede mursten og tre forskellige farver specialglaserede mursten. Flere blå sten øverst i buerne og flere grønne nederst, hvilket er med til at understrege bevægelsen oppefra og ned – fra himmel til hav.
Hver sten er formet så den passer ind i murenes hældning, og murerne har arbejdet efter nøje skitser. Fordi der ikke er nogen lige linjer i bygningen, har murerne skullet lære at ”mure forkert” – murstene er med vilje lagt lidt ”rodet”. Murens overflade er ikke helt jævn og murstenene er forskudt med et par centimeter. Stenene danser både i farve og form.